Træ er et levende naturmateriale, og derfor er det vigtigt at behandle, beskytte og vedligeholde det rigtigt, hvis havehuset skal holde sig pænt og modstandsdygtigt i mange år. Derfor har vi i Sølund Huse sat os for at lave den bedste guide, så du kan blive ved med at nyde dit havehus i mange år endnu.
Eksperten
I den sammenhæng har vi snakket med Charlotte Frich Brask fra Promal A/S om, hvordan man vælger, anvender og vedligeholder beskyttelsen af træværket. Alle produkterne, I finder på vores hjemmeside inden for træbehandling og træbeskyttelse, er lavet i samarbejde med Promal A/S.
Hvordan vælger jeg den rigtige behandling?
Når du skal vælge behandling til dit havehus, bør du først overveje, hvilket udseende du gerne vil opnå på dit træværk.

Dækkende maling
Hvis du ønsker et ensartet og dækkende udtryk, kan du vælge en dækkende maling i en farve, der passer perfekt ind i din have. Når du vælger at male havehuset, bliver træets naturlige struktur mindre synlig, og overfladen får et mere ensartet og dækket udseende.

Olie & transparent
Hvis du derimod ønsker et mere naturligt udtryk, hvor træets struktur bliver synlig, kan du vælge en oliebehandling eller en transparent træbeskyttelse. En grundingsolie efterfulgt af klar, transparent, tixotropisk træbeskyttelse giver en god beskyttelse og indeholder ikke pigment, så den forstærker træets naturlige farver uden at ændre dem.
Hvornår er træet klar til behandling?
Her havde Charlotte 3 nøgleord, som man altid skal huske: ”Fast, Rent og Tørt”.
Fast, Rent og Tørt.— Charlotte Frich Brask, Promal A/S
Det er vigtigt at overholde disse 3 nøgleord for at få det bedste og langtidsholdbare resultat. Hvis træet ikke er tørt nok, risikerer du at lukke fugt inde i træet, hvilket kan føre til afskalning eller dårlig vedhæftning.
Overfladen skal også være ren. Det betyder, at støv, snavs, alger og andre urenheder skal fjernes, så behandlingen kan binde ordentligt til træet. Hvis træet er ru, løst eller har såkaldte “fimmerhår”, bør det slibes let, inden du behandler det. En fast og jævn overflade giver det bedste resultat.
Tommelfingerregel for fugt
Som tommelfingerregel bør træets fugtighed være under 18 %, og helst under 15 %, hvis du vil være helt sikker. En fugtmåler kan derfor være et godt redskab, især hvis træet har stået ude i fugtigt vejr.
Hvordan forbereder jeg havehuset inden behandling?
-
Rengør træet grundigt
Hvis overfladen er beskidt, bør den vaskes ned med en god trærens eller husrens. Her er det også vigtigt at lade træet tørre helt, før du går videre.
-
Tjek træets overflade
Hvis der er løse fibre, ru områder eller ujævnheder, bør de slibes væk. Behandling holder bedst, når træet er fast, rent og tørt.
-
Anvend grundingsolie først
Grundingsolie trænger ned i træet, beskytter i dybden, udfylder små revner og giver en bedre vedhæftning for den efterfølgende behandling. Grundingsolien sørger for, at slutresultatet bliver mest ensartet. (Det gælder også trykimprægneret træ.)

Hvordan påfører jeg behandlingen bedst?
Ved påføring af behandlingen anbefales det at bruge pensel, uanset om du arbejder med olie, træbeskyttelse eller maling. Træ har ofte en ru overflade, og med en pensel kan du bedre arbejde behandlingen ind i træet frem for blot at lægge det ovenpå. Især når du arbejder med olie og transparent behandling, er det vigtigt, at produktet masseres godt ind i træet.
Der er en smule forskel mellem behandling af lodrette og vandrette flader. Men vigtigt at huske er at påføre rigeligt med olie, så træet kan suge den mængde, det har brug for. Efter ca. 30 minutter skal overskydende olie fjernes. Hvis olien bliver liggende på overfladen, kan den størkne, give et ujævnt resultat og senere skalle af.
På lodrette flader er det især vigtigt at arbejde behandlingen grundigt ind i træet og sikre, at alle områder er dækket.
Skal træet have flere lag?
Om træet skal have flere lag af behandlingen afhænger meget af produktet. Mange behandlinger kræver mere end ét lag for at give fuld, optimal beskyttelse.
Arbejder du med maling, anbefales det som udgangspunkt altid at give to lag, så overfladen bliver lukket ordentligt, da helligdage kan forårsage, at fugt kommer ind bag behandlingen.
En god tommelfingerregel er altid at læse vejledningen på produktet godt igennem, og følg altid tørretiderne på det konkrete produkt, da de kan variere alt efter type, temperatur og luftfugtighed.
Husk de udsatte steder
Vær også særligt opmærksom på endetræ, samlinger, kanter og områder, hvor vand kan samle sig. Disse steder er ofte mere udsatte og har derfor brug for grundig behandling.
Hvordan vedligeholder jeg mit havehus bedst?
Vedligeholdelse afhænger af, hvilken type behandling du har valgt, og hvor udsat havehuset er for sol, vind og regn.
Har du valgt transparent træbeskyttelse og olie, kræver det ofte hyppigere vedligeholdelse end dækkende maling. Som udgangspunkt skal olie og transparent træbeskyttelse friskes op cirka hvert 3.–6. år, mens dækkende maling ofte kan holde cirka 4.–8. år. Det afhænger dog meget af placering, vejrforhold og produktvalg.
Det handler som oftest bare om at have et øje på træværket: hvis du har malet havehuset og finder revner, afskalning eller områder, hvor malingen begynder at blive slidt, er det et tegn på, at træværket skal friskes op.
Charlottes tip
Et godt tip er at rengøre havehuset med husrens eller facaderens forår og/eller efterår. Det hjælper med at fjerne alger, snavs og belægninger, inden de sætter sig fast. I mange tilfælde kan produktet blot sprøjtes på, hvorefter regnen hjælper med at skylle det af.
Hvis vand – så væk
I sammenhæng med dette nævner Charlotte de 3 v’er: ”Hvis, vand, væk”. Det handler om, at det er vigtigt at sikre, at vand ledes væk fra havehuset. Vand er en af de største årsager til skader på træ, så undgå direkte jordkontakt, stående vand og områder, hvor fugt kan samle sig om træet.
Skal jeg så bruge de samme produkter hver gang?
Du er ikke nødvendigvis bundet til at bruge præcis det samme produkt hver gang, men du skal være opmærksom på, hvilke produkter der kan arbejde sammen.
Som udgangspunkt kan man godt skifte fra en oliebaseret behandling til en vandbaseret behandling, hvis overfladen er korrekt forberedt. Det er dog ikke altid muligt at skifte den anden vej. Derfor er det en god idé at følge producentens anvisninger eller få rådgivning, inden du skifter produkttype.
Produkter nævnt i guiden
Alle vores produkter til træbehandling er udviklet i samarbejde med Promal A/S:
God fornøjelse med dit havehus
Vi håber, at I med denne guide kan holde jeres havehuse pæne og modstandsdygtige, så I kan blive ved med at nyde dem i mange år endnu. Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os, så I kan få den rådgivning, I kunne mangle.
Se al træbehandling Kontakt os